Med Zen-filosofiens afklarende linse fokuserer vores opmærksomhed på de fælles faktorer, der giver forandring på tværs af de forskellige former for psykoterapi.
Gamle Zen-forskrifter, som udviklede sig i Kina for mere end 1500 år siden, giver en fremragende guide til den bedste praksis inden for psykoterapi.

Værn om hvert møde. Alle menneskelige møder er specielle, uerstattelige og skal værdsættes. Og få møder er så meningsfulde som dem, der opstår i terapi – beriget af usædvanlig intimitet, deling af dybe hemmeligheder, følelsesmæssige katharsis ('renselse'), afdækning af uacceptable tanker og afsløring af pinlige oplevelser. Ingen session bør nogensinde være rutine og terapi bør aldrig være den mindste smule kedelig for nogen af ​​deltagerne. 

Oplev øjeblikket. Hver klientkontakt er en enestående oplevelse med potentialet til kraftfuldt at ændre både klienten og terapeuten. Dette er beslægtet med Zen-konceptet Ichigo Iche, hvor "ichigo" betyder "hele livet" og "iche" betyder "et møde." Fremskridt i psykoterapi sker ikke i små, langsomt voksende trin. Vi ved aldrig, hvornår noget vi siger, vil stimulere et stort spring fremad. Så vi skal altid, i hver session, være opmærksomme på chancen for at skabe et magisk øjeblik. 

Forandring er den eneste konstant. “Livet er en lang række af naturlige og spontane forandringer. Modstå dem ikke - det skaber kun sorg. Lad tingene flyde naturligt fremad på den måde, de vil.” Lao Tzu (2500 years ago) 

Alt er forgængeligt. ​​Dine tanker, dine smerter, dine lidelser, din krop og så videre. Hvad end vi ser i vores miljø, var engang anderledes og vil snart være anderledes igen. Denne indsigt skaber den glade forventning om, at terapi kan være livsændrende på en positiv måde. Det hjælper også ved håbløshed og demoralisering samt ved at fremme accept og modstandskraft, når man konfronterer livets uundgåelige tab. 

Fejlagtige opfattelser. Ting er aldrig, hvad de ser ud til, fordi vores opfattelse af dem er så subjektiv, selvtjenstgørende og fejlbarlig. At søge under overfladen af ​​vores egne holdninger og af den ydre verden er nødvendigt, hvis man nogensinde skal se tingene rigtigt og forstå den virkelige mening med livet. 

Lidelse. Der er en radikal forskel mellem Zen-mesterens erfaringsmæssige tilgang og den antikke stoiske filosofs rationelle tilgang. Men de deler en fælles forståelse, nemlig hvordan man bedst håndterer smertefulde oplevelser. Begge accepterer: at naturkatastrofer vil ske, mennesker er ofte tankeløse eller grusomme, vi ældes, bliver syge og dør, trængsler og tab er en konstant del af livet. Vi kan ikke ændre dårlige begivenheder, men vi kan ændre, hvordan vi reagerer på dem ved at lære accept, løsrivelse, meditation og desensibilisering (tilvænningsbehandling) via bevidst eksponering for smertefulde oplevelser. 

Vejen til visdom. Zen er erfaringsbaseret, ikke beskrivende. Oplysning er stærkt afhængig af intuition, metafor og poesi. Mesteren kan pege i den generelle retning mod visdom, men hver person skal finde sin egen personlige vej. Ens potentielle styrke ligger kun i en selv. Kun hvad der er internt lært er af nogen betydning og kun ved ens egen personlige indsats, kan den øges. 

Paradoks. Zen taler i forvirrende gåder. Her er et typisk eksempel: "At studere Zen er at studere selvet. At studere selvet er at glemme selvet. At glemme selvet er at blive vækket af alle ting."

Livets problemer har ofte ingen færdige løsninger – vi må acceptere, at den eneste sikkerhed er usikkerhed.